Af Christian Pfeiffer Jensen
En lille anmeldelse af Mogens F. Mikkelsens bog om benefits/gevinster i projekter: ”Værdiskabelse gennem projektledelse – projektlederens rolle”. Og kort sagt: Hvis du er på jagt efter en handlingsorienteret bog om håndtering af projektets gevinster, så er Mikkelsens bog noget for dig!
Bogen er ret grundig i at definere hvad vi egentlig taler om og gennemgår forskellige tilgange til gevinstrealisering i projekter – endda ud fra forskellige projekttyper. Herefter bygger Mikkelsen videre med sin egen SIEGE-model som inddrager det bedste fra de øvrige modeller, men hele tiden med udgangspunkt i hvad du som projektleder kan/bør gøre. Og netop det er det bedste ved bogen – den er meget opmærksom på din rolle som projektleder og hvilket handlerum du har. Og dine muligheder for at udvide dit handlerum.
Så der er masser af eksempler, forslag og muligheder – f.eks. slutter hvert kapitel med ”Anbefalinger til projektlederen”, hvor det er gjort helt klart hvilke muligheder du med fordel kan opsøge som projektleder.
Bogen er skrevet i et dejligt let læst sprog, så hvis man bliver afskrækket af de 216 sider, er de meget lette at læse – og er skrevet med en humoristisk undertone, som giver smil undervejs og i dens mange illustrationer. F.eks. er en lille kritik af den klassiske tilgang til gevinstrealisering skjult i Mikkelsens beskrivelse af når projektet går fra leverancer til gevinster: Ide->Projekt->Leverance->Mirakel->Gevinst 😊
Mikkelsens egen model SIEGE (Startskud->Implementering->Engagering->Gevinstrealisering->Evaluering) er uddybet med kapitler til hver fase, hvor Mikkelsen gennemgår hvad du som projektleder har af handlemuligheder og giver konkrete værktøjer til at agere ud fra.
Så….
Læs bogen hvis:
· Du har brug for at få en grundlæggende viden om hvordan du kan arbejde med gevinster
· Du har brug for en skud ”hvad kan jeg gøre bedre” omkring projekter, deres mål og din rolle i at opnå dem
· Du vil gerne kunne arbejde bedre med værdiskabelsen
· Du vil gerne læse noget om projektledelse som ikke føles så tungt akademisk
Læs ikke bogen hvis:
· Du har en tilgang til gevinstrealisering som virker for dig
· Du har brug for et kvik-fix til at håndtere gevinstrealisering
· Du bliver skræmt af et par hundrede siders læsning
(kort disclaimer – jeg har været korrekturlæser på bogen og har fået et eksemplar af den)