Frustrationer ved projekters værdiskabelse

Om frustrationer ved projekters værdiskabelse

Kender du Dirk – eller en, der ligner?

”Dirk kom hjem efter en lang dag. Heldigvis for ham var Dorte kommet hjem først og var i gang med maden. Dirk satte sig tungt ved bordet og begyndte at beklage sig over en ellers dygtig projektleder, der bare ikke helt forstår forretningen.

Da Dirk havde fortalt færdig, spurgte Dorte forsigtigt: ”Kunne det være, at du heller ikke forstår projektlederen? Jeg tænker, det du fortæller minder om din racercykel fra sidste år. Du skulle komme i bedre form, sagde du, men hvordan gik det?”

”Nej, det her er noget helt andet,” kom det som en refleks fra Dirk. ”Det handler jo om, at jeg tager bilen, fordi jeg ikke har tid til at cykle.”

”Jamen, er det ikke dig, der plejer at prædike om, at ikke-tid betyder ikke-lyst. Alt er blot et spørgsmål om prioriteringer? Så du prioriterer altså ikke at komme i bedre form?” fik Dorte sagt med et tilstrækkeligt tydeligt glimt i øje og smil på læben.

Dirk sad uroligt i stolen. Det er sjældent sjovt at blive udsat for sin egen medicin – i særdeleshed ikke, når der er noget om snakken.

”Njjja, det kan godt være, jeg har en tendens til at prioritere den kortsigtede travlhed over den langsigtede forbedring af min form, men jeg synes ikke, det har noget med sagen på jobbet at gøre.”

”Ikke det?” sagde Dorte smilende. ”Hvad nu, hvis vi metaforisk siger, at projektets leverance er din cykel, og at du var forretningen? Hvordan skulle cykelleverandøren kunne få dig i bedre form, når du hele tiden prioriterer din travlhed over cykling. Det er nemmere at komme i form, hvis det ikke skulle konkurrere mod andre prioriteter.”

”Tjo, dét er vel en god pointe, tænker jeg,” sagde Dirk tøvende, ”men det holder stadigvæk ikke som eksempel. Gevinsten ved at komme i bedre form kan ikke sammenlignes med gevinsten ved, at jeg håndterer min travlhed. Det er som en sammenligning af æbler og pærer”.

”Ja skat, du har ret,” sagde Dorte smilende, ”men er begge gevinster ikke et spørgsmål om øget livskvalitet, det er vel den værdi, som det hele kan måles op imod?”

Dirk tav, så tænksom ud for en stund og sagde så: ”Okay så, både projektledere og forretningen mangler en klar tilkendegivelse af, hvilke gevinster, der er vigtigst.”

”Ja, det kunne da være en udlægning,” sagde Dorte og lod som om hun slet ikke selv havde tænkt sådan om det før, og nu blev imponeret over Dirks indsigter og klarsyn.

Dirk sad lidt stille, men udbrød så: ”Det betyder jo, at det er min fejl, for det er jo mig, der skulle komme med klare meldinger om, hvad der skal prioriteres hvornår.”

”Ja, det gør det vel,” sagde Dorte med samme mine som før.

”Hvorfor pokker har de ikke sagt noget om det til mig?”

”Skat, har du overvejet, om det kunne skyldes, at du ikke altid er lige let at tale med … særligt når du tror, at du har ret.”

 

Historien stammer fra min bog, ”Værdiskabelse fra projektledelse” med undertitlen, ”Projektlederens svære rolle ved gevinstrealisering”. Bogen går i dybden med, hvordan vi bedre kan snakke om svære begreber som gevinstrealisering, ansvar og projekt-succes, der jo alle er væsentlige for værdiskabelsen.